Søg i denne blog

lørdag den 26. november 2011

Surprise!!!

Igår (fredag) var planen en stille og rolig aften hjemme, men da vi kom hjem ventede der en overraskelse. I indkørslen så vi en blå bil som Liisa mente lignede Jean-Marc's (Lucie og Yvons søn), men jeg sagde at det kunne da ikke passe, Lucie ville have nævnt det hvis ham og hans kone Jessy skulle komme. Men Liisa havde ret, de havde valgt at tage til Cochrane og overraske familien med et besøg og spændende nyt! Lucie og Yvon skal være bedsteforældre igen!!! Jessy er nemlig gravid, og skal føde til Juli.

Efter en tur i fitnesscentret (jeg tog mig rent faktisk sammen og tog en tur på løbebåndet), havde vi en rigtig hyggelig aftensmad alle sammen, og så gik resten af aftenen med at snakke, se film og en lille smule kage :)

Idag sov jeg længe, og så var der lækker morgenmad med bacon, æg og hjemmebagt brød! namme nam! I løbet af dagen er det min plan at få ryttet værelset op, vaske tøj og øve mig på min biologi fremlæggelse, og i aften er planen tøseaften (og boblebad!).
Det blev ikke til så meget tekst denne gang, og jeg har desværre ingen billeder, men ville bare lige dele nyheden, og havde lidt tid tilovers mens jeg spiste morgenmad (resten af huset's indbyggere sover ikke lige så længe som mig!).

torsdag den 24. november 2011

Journée de chasse et devoirs

Idag var der "jagt-dag" på skolen, hvilket vil sige at alle var klædt på i camouflage tøj og orange veste, huer og trøjer (man skal have orange på når man er på jagt, for ikke ved et uheld at blive skudt på), og der var fodspor overalt på væggene (klippet ud i papir).
Jeg gik desværre glip af frokosten bestående af forskelligt vildt kød (hjort, elg, kanin etc.) da jeg skulle til tandlægen. For selvfølgelig er jeg så uheldig at min bøjle går i stykker mens jeg er her. Jeg spiste lakridser og BAM, metaltråden på bagsiden af mine tænder er løs i den ene ende. Nå, men Lucie ringede til tandlægen og bestilte en tid, og idag fik jeg det fikset. Så noget af eftermiddagen er gået med at udfylde papirer til forsikringsselskabet.
I sidste time idag var der så lidt aktiviteter. Det var 11. klasse mod 12. klasse i en slags stafet. Man skulle løbe hen (en ad gangen) og hente materialer til at resten af holdet kunne lave en bue og pil, og derefter blev de testet ved at skyde til måls med skumfiduser på spidsen af pilen :) 11. klasserne fik 1 i mål og 12.klasserne (mit hold) fik 2! yay!

Efter skole var det tid til lektier! Vi har en analyse i fransk der skal afleveres imorgen. Heldigvis har jeg lavet en lille smule på den hver dag så jeg var næsten færdig, men Liisa panikkede en lille smule da hun vist har udskudt det en anelse.
I aften står programmet sandsynligvis på Hockey kamp og øve biologi fremlæggelse. Jeg skal heldigvis først fremlægge på mandag, og ikke imorgen som jeg troede. Pyha, en weekend ekstra gør altså en forskel!

11.klasserne's bue og pil

12. klasserne's bue og pil

En lærer som er ca. et halvt hoved lavere end mig!

Dominique og Jestina i jagt-tøj

Min eftermiddag

Liisa's eftermiddag

søndag den 20. november 2011

Snee!! og en lille smule juleshopping

Så har vi endelig fået sne, sådan rigtigt, og det ser ud til at blive. Jubiii. Lige nu er der ca. 5-6 cm, og det skulle vist sne en smule i den kommende uge.
Det er lidt tid siden at jeg sidst har skrevet, så jeg vil prøve at lave et kort 'recap' af hvad jeg har lavet.
Sidste weekend: Fredag spiste vi på byens kinesiske restaurant for at fejre at Jen (Lucies datter) havde bestået sin sygepleje-eksamen. Bagefter tog Liisa og jeg hjem til en af vores klassekammerater hvor der var pige aften (en del af den blev brugt i boblebadet udenfor mens det sneede).
Lørdag var en rimelig stille og rolig dag derhjemme med lektier, oprydning og tøjvask. Om aftenen tog vi ud til en "ice-hut" (en lille hytte som er opvarmet) som nogle af drengene fra vores klasse havde bygget.
Søndag sov jeg længe og ellers blev dagen brugt på at skrive breve og julekort, og om aftenen var der video-aften hos Sara (vi så Horrible bosses og Bridesmaids). Mandag havde vi fri fra skole, fordi det var P.D. dag - hvilket jeg aldrig helt fandt ud af hvad var.

Det meste af denne uge er gået med lektier, en smule træning og lidt tid med vennerne. Jeg er i øjeblikket en anelse stresset over biologi, for jeg skal (alene) fremlægge på fransk. Det går dog stille og roligt fremad - jeg har skrevet alt det ned jeg skal sige, og sendt det til Marryssa (en fra min bio klasse) som har lovet at rette det igennem. Og så skal der bare øves.

Torsdag var der aktiviteter på skolen om mobning. Det var meget intenst, og mange græd, men det var godt arrangeret! Mange af aktiviteterne var de samme som i MTV's TV-show "If you really knew me" (hvis i ikke kender det er det værd at tjekke nogle videoer ud på youtube eller lignende).

Denne weekend: Fredag aften var vi en stor gruppe som var inde at se "Breaking Dawn - part 1" og bogen er helt klart bedre end den 2 timer lange film, men vi havde det sjovt alligevel. Lørdag meget tidligt om morgenen tog vi afsted på jagt. Det var virkelig flot at gå rundt i skoven med sne på alle træerne! Der var en del vandpytter der var halvfrosne og derefter dækket med sne så man ikke kunne se dem, og det lykkedes Liisa at falde i to af dem :) Den første gang gled hun på en gren og fik en del vand i gummistøvlen og en meget kold fod. Anden gang hoppede hun ikke langt nok og den anden fod fik sig en kold dukkert. Heldigvis grinte hun selv af det, for Riley og jeg grinte MEGET! specielt anden gang.
Efter en tur hjemme for at Liisa kunne skifte bukser tog vi ud igen og fangede to fugle - og jeg hjalp med at rense den ene af dem (og ja mor, jeg havde håndsprit med!).
Efter aftensmad tog Liisa og Riley hjem til Riley, og jeg tog afsted for at bowle med en gruppe venner, men da vi kom til bowlinghallen fandt vi ud af at den var lukket fordi et firma havde lejet den til en fest. Så vi endte som altid at sidde og snakke på Tim Hortons, hvilket nu også var hyggeligt nok.

Idag (søndag) skulle egentlig bare være en stille og rolig dag hjemme, men planerne blev ændret, og kl. 11 var vi på vej til Timmins for at få lidt flere julegaver klaret. Jeg er vist efterhånden klar med de fleste af mine.
Shopping i Walmart med min STOREsøster :)


Den orange vest SKAL på når man er på jagt

Liisa og Riley



Jeg skulle - bogstavelig talt - rive fuglen i to (hvilket er hårdere end det lyder)

mandag den 7. november 2011

Halloween, et manglende kamera og en sjov weekend

Jeps, det er min 'gode' undskyldning for ikke at have skrevet på bloggen i lidt tid. Jeg kunne ikke finde mit kamera. Mandag var der halloween på skolen, så jeg havde mit kamera med i skole, men blev træt af at bære rundt på det under aktiviteterne (mere om det senere), så jeg fik en af mine kammerater til at putte det i hans taske. Og så glemte jeg alt om hvor jeg havde lagt det indtil denne weekend, så fik det tilbage idag :) så here it goes:
Mandag var der halloween på skolen, og da alle allerede havde set vores kostumer til festen sidste fredag, fik min søster den geniale idé at vi kunne bytte kostumer, så hun var en engel og jeg var barbie. Tror aldrig jeg har haft så meget make-up på i skole - og så høje hæle oveni! Men det var en sjov dag hvor alle (inklusiv vores lærere) var klædt ud, og elevrådet havde arrangeret aktiviteter. Vi skulle smage på underlige ting, stikke vores hånd ned i et græskar for at finde skittles med bind for øjnene (meget mere ulækkert end det lyder), lave toiletpapirs-mumier og så var der halloween jeopardy - jeg svarede rent faktisk rigtig på et spørgsmål, på fransk.
Ellers var det en stille og rolig uge, havde en biologi test, og en matematik test (som ikke gik så godt). For lidt tid siden skulle vi i fransk skrive et essay om hvad vi ville ændre hvis vi var borgmester i Cochrane, og så blev det sendt ind til en konkurrence. Og guess what? jeg kom på 2.pladsen!! :) og essayet var på fransk. Jeg var ret så stolt af mig selv ;) Så den 14. november ska jeg med til byrådsmødet i Cochrane.

Denne fredag var der tøsehygge herhjemme med chokolade, te og Grease :)
Lørdag var Liisa, Lucie og jeg i Timmins for at shoppe. Jeg fandt vinterstøvler, nyt tøj og fik en god start på julegaverne.
Søndag var vi på jagt med en af vores klassekammerater - og fangede tre fugle. Det var super godt vejr, så det var dejligt at bruge hele dagen udnfor.
Idag (mandag) fik jeg min biologi test (som jeg troede gik ret dårligt)  tilbage, og jeg fik 3+ (den næstbedste karakter!) hvilket var mere end en del af de andre i klassen! Det reddede min dag! Og da jeg kom hjem lå der et postkort fra Ida og et dejlig langt brev fra familien på køkkenbordet (seriøst, 7 sider skrevet på computer fra mor!!!).

Så her kommer billederne fra denne weekend!
Og ups, glemte at skrive at vi skar græskar ud sidste weekend - det føles allerede som så lang tid siden.




mit græskar


Liisa's græskar