Søg i denne blog

søndag den 26. februar 2012

Quand ca nous chante

Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal forklare denne weekend - hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte. Så jeg vil prøve at starte ved begyndelsen, det plejer at være en god idé.
Der bliver hvert år afholdt "Quand ca nous chante" hvilket er en musik-event for franske high schools i Ontario. Vores skole deltager i dette, og både Liisa og jeg fik mulighed for at tage med. Hver skole optræder med ca. 4-8 sange (kommer an på hvor mange elever der stiller op fra den skole etc.). Liisa sang en fransk sang sammen med Sara, mens jeg legede fotograf og stik-i-rend-person, da jeg ikke spiller på et instrument og ikke ligefrem kan synge.
Vi ankom torsdag aften til "ÉSC Thériauld" (udtales Tério) hvilket er en fransk skole i Timmins og værterne for 'Quand ca nous chante' (fremover bare kaldet QCNC). Da alle instrumenter og tasker var læsset af bussen og vi havde fået en smule aftensmad var der et åbnings/velkomstshow. Der blev her oplæst rækkefølgen af skoler der skulle optræde, og vores skole var nummer to. Dette gav en smule stress da tre af vores musikere havde en hockey kamp torsdag og derfor først ville ankomme fredag morgen. De var heldigvis i god tid, og alt forløb rigtig godt! Efter at have optrådt kom der en og snakkede med os og gav konstruktiv kritik - og så fik vi ham da også lige overtalt til at spille en sang for os.
Det meste af tiden blev brugt på at lytte til alle optræderne. Mange af skolerne havde virkelig gode sangere og musikere, og vi fik hørt alle mulige slags musik, lige fra country og keltisk musik til opera-rock og rap. Og alt sammen på fransk, da den frankophone del af Ontario er meget stolte over at være "franco-ontarienne".
Udover optræderne var der forskellige workshops som man på forhånd havde meldt sig til. Fredag var Sara, Liisa og jeg til "Théatre musical" (navnet siger vist sig selv - selvom det er på fransk). Vi skulle her ud fra sangen In the jungle lave en kort musical med både sang, dans og skuespil. Der var ret stille til at starte med, men da vi først kom i gang var der rigtig mange der kom med idéer og det var super sjovt!
Lørdag var Sara og jeg til en workshop om produktion og optagelse af musik i et studie. Vi optog en lille sang/melodi og kiggede derefter på nogle af alle de ting man kunne gøre med det og ændre på med et computerprogram. Det var ret vildt at se hvor meget man kan ændre ved bare at klikke et par gange på en mus. Vores 'sang' lød faktisk ret godt, og både Sara og jeg gik og nynnede den resten af dagen.

Hver aften var der forskellige bands og artister fra både Ontario og Quebec der optrådte. Nogle var mere kendte end andre, men de havde allesammen udgivet albums og var godt på vej til at blive kendte. Mange af artisterne havde selv været til QCNC før og de gjorde det godt.

Lørdag aften aftalte vi sammen med vores lærere at tage til restauranten East Side Marios for at spise aftensmad og det var utrolig hyggeligt! Vi var ikke en så stor gruppe afsted fra vores skole - ca. 10 personer - men alle snakkede sammen på tværs af alder og normale kliker, og vi havde det super sjovt sammen som en gruppe.

En af de ting jeg virkelig godt kunne lide ved QCNC var at alle gik rundt og nynnede, sad i små grupper i gangene og spillede og selv på badeværelset hørte du ofte nogen synge. Den ene aften var der et par grupper fra forskellige skoler (bl.a. vores) der sad i samme gang og snakkede og spillede musik, og vi endte med at allesammen samles i en stor gruppe. Det var virkelig fedt, for selvom vi ikke kendte deres navne, vidste hvor de fra eller noget som helst så havde vi det super sjovt sammen med dem. Jeg har lært rigtig mange nye franske sange at kende denne weekend, og kan endda noget af teksten til et par stykker.

At sove, spise og bare hænge ud på en skole på den måde mindede mig lidt om CISV camps - bare mere musikalsk og mange flere mennesker. Specielt da der ved måltiderne blev klappet på bordene etc. Den ene dag begyndte to af drengene fra min klasse at stille sig op og synge Oh Canada (Canada's nationalsang) og kort efter stod over 200 mennesker og sang. Det er ikke noget der ville ske alle steder, men her 'joinede' folk med det samme hvilket jeg elsker.
Jeg er i dag meget træt da jeg slet ikke har sovet nok, hænderne er ømme af at klappe så meget og jeg har mange sange på hjernen, men det har været en helt utrolig AWESOME weekend!

Jeg har tonsvis af billeder og videoer, og jeg ved godt at dette indlæg bliver rimelig langt, men jeg vil alligevel dele et par stykker med jer.



Hvad der sker når alle bliver lidt overtrætte - Randoooom

East Side Marios

Liisa og jeg sammen med en af de grupper der spillede torsdag aften

Ready to rock the stage

Find Holger! Nu i real-life-version
Dette blev en af weekendens mange jokes. En person ville sige "find holger" og så galdt det om at finde holger først.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar