Søg i denne blog

lørdag den 3. december 2011

Pebernødder, pynt og poutine

Så er det blevet den tredje december, og det er endelig weekend.
Igår (fredag) fik jeg pebernøddeblanding i min julekalender, så efter skole og et graduation-møde (som endte med snak om facebook og en eventuelt Winter Wonderland Dance), gik jeg igang med at bage pebernødder! De var helt klart en succes her, så Lucie og jeg forsøgte os på en portion nummer 2, men istedet for færdigblandede krydderier brugte vi en opskrift fra internettet. Og de blev ikke helt til pebernødder... de smager stadig godt, men er en smule flade og har ikke helt den 'rigtige' smag til dem. Så skriv meget gerne hvis nogen har en ikke alt for kompliceret pebernødde-opskrift som virker!

Til aftensmad var der hjemmelavet "Poutine" hvilket er en lokal specialitet. Det lyder en smule underligt, og for at være ærlig ser det ikke ligefrem appetitligt ud, men det smager super godt! Det er pomfritter - i den hjemmelavede version ovnbagte kartofler - med gravy (lysebrun sovs) og revet ost, og gerne en lille klat ketchup. Lucie har lovet at lære mig at lave det, så jeg kan kokerere på canadisk manér når jeg kommer hjem :)

Til trods for at jeg er i Canada og at der er masser af skov omkring byen har rigtig mange familier fake juletræer. Men her er de ofte oppe og pyntede lige fra starten af december. Så idag blev juletræet her i huset taget ned fra loftet, og alle julekasserne (Mor, hvis du synes vores fylder meget - så skulle du se det her!) blev fundet frem, og træ og stue blev grundigt pyntet. Liisa og jeg har tilmed et lille juletræ hver på vores værelse, hvilket faktisk ser sødt ud. Og jeg tror måske at min mor er en lille smule synsk, for idag i julekalenderen fik jeg en lille grøn mand fra berlin (som i grøn mand på trafiklys), til at hænge på juletræet.

Så skal der bages pebernødder!

Det færdige resultat

Juletræet pyntes



og jeg blev da også lige pyntet en smule

Det lille juletræ på mit værelse

Ingen kommentarer:

Send en kommentar